frugter
Ribollita med bønner, saltet citron og grisekæbe
Ribollita er en berømt toscansk suppe. Der er mange variationer, men de vigtigste ingredienser inkluderer altid bønner og billige grøntsager såsom kål, gulerod, selleri, kartofler og løg. Denne vinterret er fuld af smag og grøntsager!
Ingredienser
Ribollita
- 200 g cannellini bønner eller andre hvide bønner
- 4 grisekæber
- 2 løg, 220 g
- 4 gulerødder, 300 g
- 2 stængler bladselleri, 60 g
- 2 store kartofler, 270 g
- 2 fed hvidløg
- 10 kviste timian
- 1 dl smagsneutral olie
- 2 spsk tomatpuré, koncentreret
- ½ savoykål, 350 g
- 2 håndfulde palmekål, 50 g
- 1 saltet citron (kan købes i specialbutik eller laves efter opskrift i tip)
- Salt og friskkværnet peber
Tilbehør
- 4 skiver (daggammelt) surdejsbrød
- 1 dl olivenolie
- 50 g revet parmesan
Vidste du at…
Grisekød er blandt de kødtyper, der har det laveste klimaaftryk.
Det er et bedre kødvalg for klimaet. Få viden om grisekød og mere bæredygtig madlavning.
Kilde: Rådet for sund mad, Vejledning om brug af generiske klimaanprisninger og kostråd til at fremme sundere valg
Sådan gør du
Dagen inden: Læg bønner i blød i koldt vand natten over. Bruger du bønner fra dåse, skal du bruge 400 g, og de skal ikke udblødes
- Skyl bønner og kom dem i en gryde med frisk vand, så det dækker.
- Kog dem i 45-60 min, til de er møre og stadig har lidt bid. Tag gryden af varmen, og lad bønnerne trække færdig i kogevandet.
- Skær grisekæber ud i grove tern på ca. 2×2 cm.
- Kom kæberne i en skål, drys med lidt salt, og lad dem trække i 15-20 min.
- Rens løg, gulerødder, selleri og kartofler og skær dem i mundrette stykker.
- Pil hvidløg og timianblade af stilkene, og hak begge dele helt fint.
- Kom smagsneutral olie i en stegegryde, varm op ved høj varme, kom tern af grisekæber i, og lad dem stege et par min til de har fået flot farve.
- Tilsæt timian og hvidløg, og lad det stege yderligere 1 min. Tilsæt løg, gulerødder, selleri og kartofler og lad det stege 4-5 min, så det hele falder lidt sammen. Krydr med salt og friskkværnet peber.
- Kom tomatpure og vand i gryden, så det dækker med ca. 2 cm. over grøntsagerne.
- Bring i kog, og lad suppen simre under låg i 30 min.
- Skær kålen i strimler, og tilsæt suppen. Læg låg på gryden, og lad suppen simre i yderligere 15 min.
- Tilsæt bønner, og lad suppen simre yderligere 10 min, smag til med salt og friskkværnet peber og finthakket saltet citron.
- Kom olivenolie og lidt salt på brødskiver, og grill dem på grillpande eller i ovnen, til de er gyldne og sprøde.
- Server den varme suppe med revet parmesan på toppen og grillet brød.
Tips
Hvis du har mod på selv at lave de saltede citroner, gøres det som følger:
Vask usprøjtede citroner, og prik dem 8-10 gange hver med en kniv, så salt kan trænge igennem til citronkød.
Kom citronerne i et stort sylteglas, og pres dem godt sammen. Fyld groft salt på, så det dækker, og luk låget til.
Lad citronerne blive i glasset i 3-4 uger, inden de tages i brug.
Næringsindhold
Næringsindhold pr. person
(ca. 655 g af retten):
- Energi:
- 4062 kJ (967 kcal)
- Protein:
- 44 g
- Kulhydrat:
- 62 g
- Kostfibre:
- 24 g
- Fedt:
- 56 g
Næringsindhold pr. 100 g:
- Energi:
- 621 kJ (148 kcal)
- Protein:
- 7 g
- Kulhydrat:
- 10 g
- Kostfibre:
- 4 g
- Fedt:
- 9 g